Selvkørende webudvikler søges

MOC Systems er et teknisk webbureau. En af vores kunder har kaldt os for en "hysterisk kompetent & selvtænkende programmeringscentral", Vi siger selv at vi synes det er sjovt når det er svært, og at vi sætter en ære i at løse ting der er umulige uden at gå på kompromis med, at vi vil levere løsninger og service som er af høj kvalitet.

Vi laver TYPO3 løsninger, og er nok de bedste i Skandinavien til det (det er i hvert fald os de andre ringer til når de synes det bliver for langhåret).

TYPO3 er et opensource CMS, skrevet i PHP ovenpå MySQL. Vi bruger Linux og Apache på vores servere, og bestemmer selv hvad vi vil bruge på vores desktop.

Vi laver ikke design og kommunikationsstrategier, men vi leverer den teknik der får design og strategi til at fungere.

Vores kunder er bla Topdanmark, Pihl & Søn, Totempo, Justitsministeriet og Konkurrencestyrelsen. Og vi laver alt fra små kampagnewebsites over intranet til udvikling af store webapplikationer.

Vi synes det skal være sjovt, spændende og udfordrende at gå på arbejde, at det er vigtig at man er dedikeret og engageret i sit arbejde, men vigtigere at man har det godt på sin arbejdsplads. Vi er for tiden 7-8 stykker, og regner med at vi skal være nogen stykker flere i løbet af det næste år. Vi har kontor i Sankt Peders Stræde centralt i kbh.

Vi søger en webudvikler der har lyst til at bidrage til et godt og sjovt arbejdsmiljø. Er god til det du kan og gerne vil udfordres og lære nye ting.

Det vi har brug for på sigt, er en der kan programmere webapplikationer i moderne objektorienteret PHP, og ikke er bange for frække ord som Design Patterns, Domain Driven Design og deres venner, En der kan sin XHTML, CSS og webstandarder, som kan konfigurere TYPO3 op til at fremstå fra sin smukkeste side, sætte meningsfulde brugerprofiler op og få nyheds- og blogmoduler mv. til at spille som kunden ønsker det.

Det vi har brug for nu, er en der kan se sig selv i ovenstående profil på sigt. Det er en fordel hvis du er et stykke af vejen, men det vigtigste er at du har evnerne og gå-på-modet til at lære det. Du skal være selvstændig, omgængelig, positiv og ansvarsbevidst. Du skal være i stand til at holde dig selv i gang, og angribe problemer fra nye vinkler indtil de åbner sig for dig.

Det kan være at dit drømmejob er noget andet end det vi har beskrevet, men hvis du tror at du kan opnå det hos os vil vi meget gerne overbevises om det.

Din uddannelse er mindre vigtig, det er kompetencerne der giver jobbet.
Fuld tid, fast ansættelse. Løn efter kvalifikationer.


Kontakt:
Jan-Erik Revsbech eller Christian Jul Jensen
43332200
info_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.mocsystems.com


Extranet:    
MOC Systems Sankt Peders Stræde 45, baghuset 1. sal - 1453 København K.